Lysning

Lysning

Dette maleri har jeg haft svært ved at navngive... jeg plejer altid at give mine billeder titler, men denne gang var det lidt sværere end vanligt... Jeg har i mit billede prøvet at skildre denne skælvende overgang, hvor man slipper det gamle liv og håber at finde helskindet frem til det nye. Så denne jomfrueligt nye kvinde, der affører sig de gamle sorgens, det udlevede livs klæder, hun står der på grænsen til lyset, der lokker hende frem mod det nye, ukendte. Man kan måske ane, at hun er kommet gennem den mørke, trængslernes skov og er nået frem til lysningen, hvor forvandlingen sker... Det er, tror jeg, netop på samme måde, man gennem livet oplever disse transformationer, som altid føles nye og ukendte og skræmmende. Som en forelskelse altid føles ny og aldrig før oplevet , og som dog i sin grund handler om det samme... Så titlen blev: "Lysning".

  • Højde :

    150

  • Bredde :

    120

  • Dybde :

    3

  • Årstal :

    2020

  • Metoder :

    Jeg beskriver ofte mine malerier som et studie i en blandet teknik med brug af både spartel og pensel. Jeg holder meget af den effekt, de to redskaber skaber sammen og mod hinanden. På dette maleri er baggrunden malet med spatel for at give et mere groft, struktureret udtryk som modspil til den jomfruskønne kvindes sarthed og yndige, ydmyge, nye skin af "aldrig-før-prøvet"-hed... Jeg har understreget hendes sarthed ved at lysne huden og antydet dens rosa toner.

  • Pris :

    10.000,-